Hjerl Hede blev grundlagt 1930 af H.P. Hjerl Hansen. Han levede i en tid, hvor gamle håndværk og skikke blev overhalet af industrialiseringen, hvilket han dog ikke var modstander af, da netop den industrielle udvikling i høj grad var medvirkende til, at han fik skabt en betydelig formue som direktør for to af Danmarks største smørhandelsfirmaer, Esmann og Det Sibiriske Kompagni. Han grundlagde også Plumrose, der eksporterede konserves til det meste af verden.
I 1930 flyttede han Jyllands ældste bondegård, Vinkelgården, til Hjerl Hede, et stykke jysk hede, som han havde købt 20 år tidligere. Dermed var det, der i dag er Frilandsmuseet Hjerl Hede grundlagt.
Det 1.200 hektar store område blev senere overdraget til Hjerl-Fonden, der i 1934 lod området frede. I dag er Museet udskilt fra fonden og er et statsanerkendt kulturhistorisk specialmuseum
Hjerl Hede havde fra begyndelsen levendegørelse på programmet og var museumsverdenens første forsøg på at skabe liv i og omkring et frilandsmuseums gamle bygninger.
Først var det husflid og håndværk i vore tipoldeforældres landsby, som gæsterne kunne opleve ved et besøg på Hjerl Hede. Senere blev museet udvidet med andelsmejeriet, skov- og mosebrugsmuseet, landbageriet og håndværkerbygningerne til, så museumsgæsterne også kan opleve mekaniseringens tid.
Læs mere
Adresse: Hjerlhedevej 14, 7830 Vinderup
Se på kort